oprindelse

Havaneserens oprindelse.

De forskellige Bichon’er

Bichonernes familie omfatter ”Bichon frisé” (den mest kendte i Frankrig) en malteser bichon (med den lange silkeagtige pels), ”Havaneseren” (hvor pelsen er lidt kortere, kroppen lidt længere end højden, og som findes i alle mulige farver), den sjældne ”Bologneser”(med den lange sneagtige og let krøllede pels), og den lille ”Löwchen” (som ikke findes i stort antal på fransk område), men som er højt skattet i udlandet. Denne race er dog langsomt i vækst i Frankrig takket være nogle passionerede avlere.

Disse små hunde med lang pels går langt tilbage i tiden. Deres oprindelse går tilbage til før Kristus/B.C., udbredt omkring Middelhavet. Aristoteles bl.a. omtaler flere gange disse små hvide hunde fra Malta. Flere forfattere fra tiden før Kristus omtaler dem, som om deres oprindelse var fra Sicilien.

Man kender repræsentanter af racen, som er blevet afbildet på græske vaser 5 århundreder før Kristus, men man kender også en statue af en Bichon af typen malteser, som er fundet tæt på Cairo i Egypten. De er avlet igennem århundreder udelukkende som selskabshunde, og disse Bichoner udbredes hos velhavende familier i lande, som nogle gange er meget fjernt beliggende.

Forskelle viser sig langsomt på grund af klimaet og krydsninger med lokale racer, så der langsomt udvikles forskellige racer, som vi kender dem i dag.

De fleste bliver avlet omkring havneområder, hvor betagelsen af denne sjældne hund, som knytter sig til familier og, som er meget nem at have med på rejse, så resultatet er, at racen bestandig vokser.

Havaneserens oprindelse er forblevet kontroversiel. Dens udvikling og fremgang er baseret på en samling teorier, som nogle gange er selvmodsigende. I hvert fald kan et vist antal af elementer meget let dannes.

Kolonisering af øen begynder med det 16. århundrede, efter Christoffer Columbus’ opdagelse. Bønder og sønner af spanske aristokrater tager af sted for at kolonisere denne med familier og deres husdyr. De små Bichoner fra Tenerife opstår fra disse rejser. De er nævnt i skibsjournaler fra denne tid, og disse små hunde bruges også til at fange mus for at beskytte kornlasten, som skal bruges til at opdyrke de koloniserede områder. Da de først er kommet til øen og takket være den isolering, som Spanien pålægger sine kolonier, udvikler de sig uden nævneværdige ændringer af eksteriør, men tilpasser sig det tropiske klima. Pelsen ændrer sig, bliver silkeagtig, blød men især let. Den bliver tilpasset til at modstå den stærke tropiske sol.

På Cuba går man helt bort fra at løveklippe dem – eller flette pelsen på hovedet for at frigøre øjnene. Havaneseren får hermed et mere rustikt udseende, som er tilpasset klimaet. De mindste hunde er privilegerede, og langsomt fremstår en race af meget lille størrelse og meget let genkendelige. Man kalder dem ”blanquitos” – disse små silkehunde fra Cuba.

Cuba’s økonomiske opsving bevirker, at lande langsomt åbner sig for samhandel på trods af Spaniens forsøg på at stoppe det.

I det 18. århundrede anses øen for at være det kulturelle centrum i den nye verden. At rejse til Havana bliver en mode et sted, hvor man tager på luksus ferie – med kasinoer og paladser. De små hvide silkehunde bliver beundret af mange og, besøgende bringer dem til Spanien og det spanske hof, men de kommer også til Frankrig og England.

De bliver klippet og får sløjfer på, som man gør med pudler, men tilpasset Cuba’s tropiske klima, mister de glansen og det silkeagtige særpræg, som deres pels havde. Deres succes skaber en lukrativ handel for datidens ”hundehandlere” (allerede dengang!). De bliver krydset med alt muligt og efterlader intet afkom. Men på Cuba ankommer en ny bølge af aristokratiske franskmænd med deres egne selskabshunde hovedsagligt små pudler, som på ny vil skabe en udvikling hos Bichonerne på Cuba. Handelsfolk, som rejser til og fra øen og det gamle kontinent, transporterer i deres lastrum små hunde med forskellige farver. De fanger mus på rejsen og er nemme gaver, som værdsættes højt på øen af familier til handelsfolk.

Denne langsomme etniske blanding får ”blanquitos” til at forsvinde til fordel for en race, som adskiller sig med en længere ryg og varierende farver specifikt på Cuba ”Le Bichon de la Havane” eller Bichon Havanais (Havaneseren).

Den er kendt og værdsat i England, som har mange blomstrende handelsforbindelser med øen. Dronning Victoria har haft 2 af dem. Charles Dickens kalder sin Tim. På hundeudstillinger i England bliver Havaneserne kendt og præsenteret som en race fra Cuba.

Havaneseren i USA.

Men på Cuba ændrer tiderne sig. De små bichoner bliver bourgeosiets legekammerat, men også hjemmets vogter. Ved revolutionen i 1959 flygter de velhavende i tusindvis fra øen, men medbringer sjældent deres husdyr, da de fleste regnede med at vende tilbage efter få måneder. Husdyrene bliver i de fleste tilfælde overladt til en betroet tjener. De deler en grum skæbne med mange andre, da der sker frygtelige bloddryppende overgreb i regimets første tid.

De udenlandske observatører ser Bichon Havaneseren, som man betragtede som et symbol på de rige officielt forsvinde på øen. Deres overlevelse bliver sikret, men i det skjulte, da racen er et skamfuldt udtryk for det gamle regime – men blev samtidigt også betragtet som en ”lykkebringer”/en der bringer lykke og, derfor skal reddes fra ”det onde øje”.

Det er derfor kun 11 Bichon Havanais, som bliver reddet af emigranter, som passer på dem og avler med største omhu, som et levende vidnesbyrd fra det, der var deres fædreland, som i dag er forsvundet.

Disse 11 overlevende bliver forfædre til det så godt som nuværende antal Havanesere i verden med undtagelse af de, som er forblevet isolerede på Cuba – eller lever bag jerntæppet! Dette vigtige slægtskab forklarer, at typen er forblevet så godt som uændret siden det 19. århundrede. I begyndelsen af 70’erne leder Bert og Dorothy Goodale (Colorado, USA) efter en lille race, som er intelligent og har et roligt temperament. De har hørt om Bichon Havanais, men ingen ved hvor eller hvordan, man får fat i dem.

Annoncering i aviserne gør, at de finder 6 Havanesere, hvor ejerne meget omhyggeligt har bevaret kynologien. Senere finde de 5 mere hos en gammel cubaner i Miami. Goodal-familien begynder nu et avlsprogram for at undgå, at racen forsvinder. I 1990 anerkender AKC(den amerikanske kennelklub) Bichon Havanais. En kommission udvælger en snes hunde, idet de baserer sig på FCI’s standard fra 1963. Disse bliver registreret som de første. Succéen er fantastisk. Der er i dag ca. 3.000 Bichons Havanais officielt optalte i USA.

Temperamentet med skælmsk, kærligt udtryk og den fler-farvede pels forfører den kynologiske verden og breder sig hurtigt til de nordiske lande – og derefter til Europa.

Havaneseren i Europa.

Meget hurtigt forlader havaneserne USA for at erobre Europa. I 1982 kommer der 4 til Tyskland, derefter 3 til Schweiz. I 1984 ankommer en havaneser til Holland. Det er disse amerikanske importer, som danner grundlag for afkommet i Vesteuropa. Med Murens fald i Berlin og ændringerne i regimerne i Østeuropa ser man Havanesere, som skulle stamme fra russisk opdræt og som har været isolerede af det politiske ”system”. Endnu i dag er der stadig tvivl om racens renhed. Kun en genetisk undersøgelse vil en dag kunne besvare disse spørgsmål. Fra 1997 begynder export fra Cuba for at genskabe de amerikanske linier. I dag er Havaneseren praktisk talt repræsenteret i hele Europa. Det er imidlertid stadig en hund, som er meget lidt kendt, sjælden og hvor det årlige antal hvalpe er meget begrænset.

Genskabelsen af Havaneseren på Cuba.

Selv om mange tror, at Havaneseren er forsvundet fra Cuba, så er der også reddet hunde der. De er meget lidt krævende og lever af lidt som deres familier på grund af rationering. Kød er alt for sjældent til at blive spildt på en hund. Men deres ejere er parate til at ofre meget for deres vidunderlige familiemedlem, selv om alt dette begrænser deres reproduktion voldsomt. Der er derfor mange Bichons Havanais på Cuba, selv om de fleste mennesker ikke ved, at der er tale om race. Disse små hunde er meget populære på øen. Men begrænsninger forhindrer avl, og kun de hunde hvis kvaliteter roses af deres familie får tilladelse til avl, hvilket sikrer at racen forbliver tilstrækkelig homogen. I 1987 etableres en Kennel Klub på Cuba, og adskillige fremmede racer bliver repræsenteret. Ingen synes at kunne huske den lille Havaneser en unik lokal race, opkaldt efter byen Havana ikke efter farven havana, som er meget sjælden på Cuba.

Fra 1991 går nogle cubanere sammen om at hjælpe hinanden med at redde denne race, som er et symbol på Cuba. De starter ”le Club du Bichon Havanais”, og på præsidenten Zoïla Portuendos’s tilskyndelse samler de 15 hunde for at begynde et omhyggeligt tilrettelagt avlsprogram.

Huse bygges, og foder til hundene skaffes i fællesskab for at sikre racen de bedste muligheder for overlevelse. For at kunne avle bliver flere af disse mennesker vegetarer, for at kunne give deres kødration til hundene, hvalpene og de drægtige tæver. De andre bliver fodret med brød fremstillet af majs. Proteiner får de ved at jagte mus. Ejerne dels går dels cykler over store afstande efter rester af høns. Det er fra alle disse vanskeligheder, at viljen til at lykkes opstår, og som animerer disse pionerer.

Zoïla Portuendo Guerra født i 1952 i Havana er kunsthistoriker fra universitetet i Havana. Hun har forsket meget i havaneserne. Hun tror, at teorien fra F.C.I. om at havaneserne skulle komme fra Middelhavsområdet er for nem. Havaneseren er en race, som er født og udviklet på Cuba – i henhold til kilder fra Middelhavsområdet, som alle Bichon-racer, som eksisterer i dag, men at kun Cuba har kunnet avle/skabe havaneser racen i al dens originalitet. Navnene, på alle disse hunde som er grundlæggerne, står stadig på de hundes stamtavler, som i de senere år er blevet eksporteret fra Cuba.

I oktober 1996 blev 20 hunde udstillet på den første internationale udstilling på Cuba tilsluttet FCI (Federation Cynologique Internationale). Siden da er deres antal ikke ophørt med at vokse på trods af vanskelighederne i forbindelse med livet på øen.

”Puppy” er den første champion på Cuba. Der er udgivet et frimærke til ære for den. I november 1997 det følgende år blev 20 hunde udstillet inklusive hunde fra Europa. Den første havaneser bliver eksporteret til Holland. På trods af alle lokale forudsigelser bliver de små hunde omhyggeligt holdt skjult af deres ejere, som stadig er bange for ”det onde øje”, og de tør ikke tage dem med udenfor ejendommen. De første franskmænd der deltager i championatet på Cuba ser ingen havanesere på gaden og vender hjem i overbevisning om, at der ikke er flere havanesere på Cuba.kun ikke racerene hunde i gaderne. De var uden tvivl alt for optagede af deres egne hunde til at kunne se udviklingen af de smukke blomster fra Cuba.

I 2009 afholdtes det Pan Amerikanske Championat, som samlede alle latin-amerikanske og nord-amerikanske lande. Udstillingen finder sted på Cuba, og opdrætterne er meget motiverede for at få anerkendt deres hundes store kvaliteter, som i kærlighed blev reddet fra udryddelse, som stadig er til stede i alle 4 verdens hjørner. De smukkeste hunde bliver jævnligt trænet med henblik på denne begivenhed, og mange af de cubanske opdrættere afventer begivenheden med stor spænding – for at integrere sig med de amerikanske opdrættere ved denne lejlighed.

Fra Cuba til Frankrig.

Da jeg i april 2002 deltog i et championat med mine schnauzere, havde klubben allerede registreret 500 hvalpe siden avlsprogrammets begyndelse. Den første han blev eksporteret til Holland i 1997, derefter 2 hunde til Belgien i 2001. Ved championatet i Cuba 2002. Vi så nogle vidunderlige små tæver på stadions udtørrede jord overvågede af passionerede hundefolk, som var kommet fra hele øen ofte under store vanskeligheder for at deltage i denne konkurrence og en oplevelse for de få udlændinge, som giver sig tid til at standse op og observere. Det er helt tydeligt, at det ikke handler om få isolerede tilfælde – endnu mindre om ikke racerene hunde. Man skal blot tale med dem, og hjerterne åbner sig.

Der er flest opdrættere til stede, men de er stadig lige passionerede og motiverede. De er stolte af deres hunde, deres avlsarbejde, deres kompetence og fælles vilje, som har skabt denne genfødelse. Den genetiske basis er større end det amerikanske udbud. Der eksisterer endnu en intakt reserve at udforske utallige steder på øen. Racen er reddet uden fremmed blod, og dette kostbare genetiske arvegods er klar til at blive eksporteret for at genskabe de amerikanske og europæiske blodlinier. Det er i denne konteks, at jeg er faldet for denne lille hunds charme og fængslende personlighed og tager beslutningen om at importere Bayamesa med tilnavnet Oye Chico, som er født hos den nuværende præsident. I de følgende måneder gør franske opdrættere det samme. I begyndelsen af 2004 bor der 7 cubanere på fransk jord, heraf 2 tæver hos mig.

Havaneseren er, selv om den stadig er meget sjælden, langsomt ved at finde sin plads i de franske Bichoners verden. Jeg vil vædde på, at dens særlige kvaliteter vil sikre den en voksende succes og, at den vil genfinde det renommé, som den har spredt over hele verden siden det 18. århundrede.

Oversat efter en artikel om Bichon Havanais.

Gørslev 2011.